Opskrift
Relaterede

Osso buco | Simreret med rodfrugter

Videoopskrift: Her får du FoodTVs opskrift på verdens bedste simreret med masser af smag fra grøntsager og kalveskank. Når det begynder at blive koldere i vejret og mørkere udenfor, så ved du, at det er tid til at lave simreretter! Kalveskank kendes også under navnet osso buco og netop dette stykke kød passer perfekt til langtidssimrede retter lavet i gryde eller stegeso. Kødet fungerer ikke til røde bøffer, da det kan blive meget sejt at tykke i, hvis ikke det bliver tilberedt længe nok. Det undgår man, ved at stege og simre kødet i længere tid. Det gode ved gryderetten er desuden, at den kun kræver et minimum af forberedelse og en lille smule kærlighed. Derefter skal retten bare have lov til at passe sig selv - og så kan du passende lave en god kop te, og læse en bog. Server med lækker varm kartoffelmos. God fornøjelse!

Tilberedelsestid
4,5 timer
Personer
Personer
3
Udskriv opskrift

Ingredienser

  • 2 stk løg
  • 1 bladselleri
  • 3 stk kalveskank (2-3 cm tykke)
  • 4 fed hvidløg
  • 1 bdt timian
  • 2 gulerødder
  • 2 stænger blegselleri
  • 1 knoldselleri
  • 2 ds flåede tomater
  • 1 l oksebouillon
  • 3 dl tør hvidvin
  • 4-5 spsk hvedemel
  • 2 spsk olivenolie
  • 100 g koncentreret tomatpure
  • Gremolata:
  • 1 bdt bredbladet persille
  • 2 fed hvidløg
  • 2 stk citron

Sådan gør du

  1. Skær senerne i kødet over ved at lave små snit. På den måde undgår du, at kødet trækker sig sammen, når det steges.
  2. Vend nu kødet i mel, og steg det herefter i en tykbundet gryde med olivenolie, hvidløg og timian, til det er brunet på begge sider. (Det skal være en gryde, som kan tåle at komme i ovnen)
  3. Imens kødet steger, skæres gulerødder, løg og selleri i mundrette stykker.
  4. Når kødet er blevet godt brunet, fjernes det fra gryden. Fjern også hvidløg og timian. Lad være med at vaske gryden - der gemmer sig nemlig masser af smag heri.
  5. Put lidt olivenolie i gryden, og steg grøntsagerne heri. Når grøntsagerne har fået lidt farve, hældes der hvidvin ved. Lad retten simre, til alkoholen er fordampet.
  6. Herefter tilsættes tomatpure, og der røres godt rundt. Put herefter kødet ned i gryden, og slut af med flåede tomater, bouillon og salt.
  7. Lad det hele koge op, læg låg på gryden og sæt den herefter i ovnen ved 185 grader varmluft i 3-4 timer.
  8. Imens laves gremolataen: Skyl den bredbladede persille og hak den fint. Tilsæt skal fra to citroner og lidt finthakket hvidløg, og bland det hele godt sammen.
  9. Når simreretten er færdig, anrettes den med gremolata på toppen. Velbekomme!
search
Aalborg AkvavitLe CreusetJacobsenZwillingSummerbirdDanægGROHEPeter Larsen KaffeElectrolux
Din browser er forældet. Opdater venligst for at få siden vist korrekt